Om Merete Hjortsø, sopran
Koncert- og operasolist
Merete Hjortsø er student fra Roskilde Katedralskole i 1964. Hun er uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og fra Opera-Akademiet. I 1971 debuterede hun i Maurice Kagels Hallelujah på Det Kgl. Teater, hvor hun som fast solist bl.a. også sang i Tryllefløjten og Rosalinde Eisenstein i Flemming Flindts opsætning af Flagermusen. Samtidig sang hun på Den Jyske Opera Drusilla i Poppeas Kroning.
Efter foresyngning i Paris vandt hun en solistkontrakt ved Operaen i Strasbourg. Her mødte hun sin første mand, basbarytonen José Van Dam, som hun sang sammen med som Ännchen i Webers Jægerbruden. Ved Operaen i Lyon sang hun bl.a. titelrollen i den franske version af Den Glade Enke og ved Operaen i Bruxelles Zerlina i Mozarts Don Juan.
Efter en skilsmisse vendte hun i 1980 hjem og sang på Den Jyske Opera elleve produktioner, bl.a. Leonore i Carl Nielsens Maskarade i åbningsforestillingen af Musikhuset i Århus, titelrollen i Den Glade Enke i Daniel Bohrs instruktion og de fem sopranpartier i uropførelsen af Per Nørgaards Det Guddommelige Tivoli.
I ind- og udland har hun haft en stor koncertkarriere inden for det klassiske Lied- oratorie- og koncertrepertoire.
Fra starten af karrieren kunne hun jævnligt opleves i DR TV-udsendelser som Forpremiere med John Price, H.O.P.L.A. med Otto Leisner, Sang og Klang, Promenadekoncerten fra Rådhushallen og optagelser for DR TV-operaen.
For EMI har Merete Hjortsø bl.a. indsunget sange af Carl Nielsen og arier af J.S. Bach.
I 1999 sluttede Merete Hjortsøs karriere efter en operation for brystkræft med efterbehandling bestående af stamcellehøst og højdosiskemoterapi med knoglemarvstransplantation, strålebehandlinger og anti-østrogen behandling i en årrække.
Hun blev i 1988 gift med adm. direktør Otto Hee.
Læs mere om Merete Hjortsø
Legater
1986: Tildelt Kammersanger Emil Holms Legat
2015: Tildelt Æreslegat fra Skuespillerforeningen af 1879